Denne her kommenteres på livet løs rundt omkring.

1. Hun lægger ud med at tydeliggøre, at hun er *klog*, "men" alligevel går hjemme og passer sine børn. Kan man være for klog til det? Og ER man virkelig så klog, når man mener, er der noget galt i at gøre det?

2. Hun "kombinerer konsulentjobbet på 20 timer om ugen i en a-kasse med selvstændig virksomhed ved siden af". Hvornår er det så lige hun går hjemme og passer de børn?

3. Hun (lav selv fortegnet om) "har aldrig tid til min mand, og jeg ser stort set aldrig mine venner". Måske burde hun selv skære ned og nøjes med konsulentjobbet på 20 timer, krydre det med børnene og det huslige, og så bruge alenetiden om aftenen efter kl 20.30 på sig selv og manden. Det kan rent faktisk godt lade sig gøre! Han behøver ikke arbejde med end 37 timer om ugen.

4. Hun "tør ikke spørge sine forældre, om de gider tage ens unger, som man er ved at få pip over, fordi man ikke sover". Det er så kort en tid, hvor børnene ikke sover igennem. Det kan man godt klare. Og hvad havde hun forventet af at få børn i familien? Og hvorfor lærte hun det ikke efter hverken første eller anden gang, hun spredte ben uden at have taget p-piller?

5. Hun "mangler bedstemor eller bedstefar lidt mere i hverdagen.... at de kommer ind i kampen og hjælper med at sørge for, at det her småbørnsliv bliver tåleligt".
Hvem havde lige lovet hende, at det skulle blive en dans på roser og at bedsteforældrene ville træde til, så snart hun ynkede lidt, uden at ville give noget selv? Må bedsteforældrene ikke have et liv? Skal de bare stå standby i kulissen og vente på, at kvinden ringer efter dem? No way!

5. Hun siger, at "aldrig før har bedsteforældre ikke hjulpet til med børneopdragelsen".
Dette passer ikke. For bare halvanden generation siden, hvor kvinderne arbejde hjemme og mændene ude, var det kvinderne, der passede børnene, ikke bedsteforældrene. Deuden har hendes forældres generation nok ikke kombineret med to jobs og et karrierejob, så hvis de har svært ved at forstå, at kvinden klynker over det selvvalg, så er det da forståeligt, de ikke træder til, men i stedet koncentrerer dem om sig selv.

Inden hun klynker efter hjælp udefra, kunne hun jo starte med at skære ned selv. Først på arbejdet, så på oplevelserne, så på ambitionerne både hvad angår karriere og perfekt familieliv. Børn kan godt nøjes med lidt, både af oplevelser ud af huset, at materielle goder osv. Men de kan absolut ikke undvære deres forældre.

Tag en tudekiks og dit ansvar!